Oprykning til Liga 2A for U14

Livescore-funktionen blev flittigt besøgt af spillere og trænere på U14 i forbindelse med sidste spillerunde, da ligaens nummer 1 FC Salling havde besøg af nummer 3 Thisted. Favoritterne fra Salling løste opgaven og vandt, hvilket betød, at U14 drengene fastholdt andenpladsen og sikrede sig oprykning til Liga 2A efter en flot efterårssæson med stor fremgang.
Holdet består af gruppe på 16 drenge, der har vist en stigende udviklingskurve siden opstarten i august og trin for trin har løftet kvaliteten til både træning og kamp. Resultatmæssigt direkte vist i en fortjent oprykning – og flotte resultater forrige weekend ved Øens Hold Cup i Svendborg med bl.a. sejre over Næstved og KB.
Turen til Svendborg var samtidigt et ekstra initiativ for at ryste gruppen endnu bedre sammen, da truppen består af spillere med baggrund fra bl.a. SIF, HA85, ØBG, Gødvad, Funder, Sejs, IF Centrum og Galten - og dermed også fordelt på mange forskellige skoler i Silkeborg og opland.
Holdet er siden sommerferien blevet trænet af en trio med den tidligere superligaspiller Simon Nagel som cheftræner samt Jens Ørhøj og Victor Danslet som assistenttræner. En trio der har suppleret hinanden godt – og dermed skabt et godt træningsmiljø for en gruppe af spillere med meget forskellig baggrund.
”Vi har pt. 16 spillere, som med hver sin baggrund har såvel et udviklingspotentiale og en stor lyst til at blive dygtigere. Der er såvel spillere, der har stået og stadig står på spring til at kunne spille med på højeste niveau samt spillere, der gennem børnefodbold årene har spillet på et lavere niveau, men har haft stor appetit på at udvikle sig og blive udfordret”, udtaler trænerteamet og fortsætter:
”Det har været en fornøjelse at arbejde med drengene og se de løbende udviklingsspring, de har taget som hold og som spillere. Vi er nået længere end, vi havde regnet med, da vi forberedte os i sommermånederne, så det lover godt for fremtiden – og lige så vigtigt så skal det være sjovt at komme til både kamp og træning for os alle sammen.”
Nu venter nogle vintermåneder med træning og vinter turneringskampe, inden forårssæsonen i Liga 2A starter i slutningen af februar. Her forventes modstanderne at blive Hjørring, AaB2, FC Salling samt mere lokale opgør mod Ikast, Lyseng og VRI.
Holdfoto
Bagerst fra venstre: Jens Ørhøj (træner), Lukas Boss Grarup Kjær, Villads Klarsø Thøgersen, Adam Møller Lambertsen, Villads Priess Østergaard, Emil Severin, Robiel Redae, Villads Damsgaard Nagel, Tobias Dang, Liam Ekstrøm, Simon Nagel (træner)
Forrest fra venstre: Tristan Sparre, Nikolaj Kruse Ørhøj, Magne Nielsen, Charlie Håkonsen-Schantz, Silas Due Jakobsen, Nicolaj Bønløkke Høyer
Mangler på billedet: Joaquim Chiann Dela Guerra, Victor Danslet (træner)