Nyheder

SIF er landets 6. bedste talentudviklingsklub

30. april 2019, 13.56



29. april blev det nye Licenssystem - og tildelingen af medfølgende stjerner - offentliggjort. SIF indtager en flot 6. plads i hele Danmark, blandt andet for sin evne til at udvikle talenter fra lokalområdet.



Grundigt forarbejde i klubben


40 danske klubber har ansøgt om at få tildelt op til maksimalt fem stjerner, og det er hér, SIF med sine 3,5 stjerner kommer ind som nr. 6 i hele Danmark - og nr. to i Jylland. Forud er gået mange års grundigt forarbejde med et stærkt talentfokus, der strækker sig helt tilbage til 2008.



I det nye Licenssystem bliver klubberne vurderet på følgende parametre:



Strategi - Organisation, Struktur & HR - Holdudvikling - Uddannelse & Individuel udvikling - Rekruttering & Scouting - Infrastruktur - Produktivitet.




Hvert område tæller med en foruddefineret vægtning i den samlede bedømmelse, og her scorer SIF blandt andet højt på Infrastruktur og Produktivitet. Her er det især interessant, at SIF formår at udvikle mange spillere fra lokalområdet til professionel fodbold. 



SIF Fodboldskolen som vigtig brik


En af årsagerne til SIFs succes, skal findes i et mangeårigt fokus på talentudvikling, som i de yngste årgange starter med U9 i SIF Fodboldskolen. I SIF er der et antal nøglepersoner, som har været med i mere end et årti, ligesom størstedelen af spillerne, som indtræder på U13 Eliteholdet, fortsætter hele vejen til U19 - og i disse dage også på 1. holdet i NordicBet-ligaen. I SIF vælger vi at arbejde langsigtet med spillerne fra lokalområdet, i stedet for at skifte kraftigt ud i trupperne. Det har længe vist sig at være en succes, hvilket gårsdagens licenstildeling også bekræfter.



Kundeaften hos SportMaster

2. april 2019, 11.26

SIF Fodboldskole i Påsken

28. marts 2019, 14.30


Skal du med til SIF Fodboldskole i Påsken?



Jacob Tind er instruktør, og du kan tilmelde dig her!




Vidste du, at vi også afholder SIF Fodboldskole i uge 27 og 32?



SIF støtter dommeruddannelsen

27. marts 2019, 09.35


For andet år i træk bistod SIF med at uddanne fremtidens dommere, da Søholthuset for en stund blev omdannet til skolebænk og eksamenslokale for 10 mænd og en enkelt kvinde. I løbet af to weekender blev fodboldloven vendt og drejet, og der blev øvet praktiske dommeropgaver på banen.




En del af SIFs CSR-program


Det er efterhånden blevet en fast tradition, at SIF bidrager med uddannelsen af trænere, ledere og dommere i lokalområdet, og det er noget, der glæder Daglig Leder i SIF, Jacob Tind:




- Foreningsdanmark har en væsentlig interesse i at holde hjulene i gang, og selvom vores bidrag blot er en dråbe i vandet, så ser vi det som en vigtig indsats for fodbolden. Vi ved at fodbold som sport skaber netværk, gode oplevelser og værdi, hvad enten det er som udøver eller leder, og vi ser det som vores pligt at understøtte alle disse elementer. Det indgår som en del af vores program for social anvarlighed, som efterhånden tæller mange kategorier, lyder det fra Jacob Tind.




Det næste dommerkursus er allerede fastlagt til 7. april, hvor foreløbigt 16 kursister er tilmeldt.






Følg Frederik, Niclas og Oscar til EM-kval

19. marts 2019, 11.44


SIF Fodboldskole i uge 27 og 32

13. marts 2019, 11.41



Vores populære SIF Fodboldskole i uge 27 og 32 åbner for billetsalget torsdag 14. marts kl. 7.00!




Læs mere her
.




Kasper kåret til Årets Ungdomsidrætsleder i Silkeborg

13. marts 2019, 10.11


Kasper Christensen fra SIF Fodboldskolen blev kåret som Året Ungdomsidrætsleder 2018, da Silkeborg Kommune tirsdag 12. marts hyldede det forgangne års store idrætspræstationer og ildsjæle.
 


Se videoen med Kasper her (indlægget starter ca. 4.10 i videoen)



I begrundelsen for udnævnelsen til Kasper som Årets Ungdomsidrætsleder 2018, hed det blandt andet:



Kasper er en vellidt træner og rollemodel i vores vigtige arbejde med at forme fremtidens ungdom. Med sin rolige adfærd evner han at fange børnenes interesse og opmærksomhed på en måde, som flugter med vores holdninger til det gode børnefodboldmiljø. 



Kasper er privilegeret ved at arbejde med børn, der i forvejen prioriterer fodbolden højt, og dette lægger et tilsvarende højt pres på rollen som autoritet. En rolle, som Kasper opfylder på glimrende vis - også i forhold til forældregruppen, som også møder op med forventninger.


Udover Kaspers menneskelige og ledermæssige egenskaber, finder vi det særligt bemærkelsesværdigt og inspirerende, at han både evner at balancere sin dagligdag som 1. årsstuderende på Silkeborg Gymnasium med træning to til tre gange om ugen + weekendkampe. Det er i sig selv en flot præstation.



Derudover synes vi, at det er en solstrålehistorie, at Kasper er vendt tilbage til foreningslivet efter et års efterskoleophold på Levring Efterskole. Netop fastholdelse af disse årgange er en stor udfordring generelt i foreningslivet, og her viser Kasper vejen for kommende generationer.



Vores indstilling af Kasper til Silkeborg Kommunes Ungdomslederpris er derfor en anerkendelse af hans flotte bidrag til den danske foreningsmodel, samt hans flotte udvikling gennem de sidste fire år.





Vidste du, at...


Du kan møde Kasper på SIF Fodboldskole i sommerferien? Læs mere og tilmeld dig ved at klikke her.


SIF Fodboldskole i uge 7

10. januar 2019, 12.56




Der er nu åbent for tilmelding!





Klik her for at tilmelde dig SIF Fodboldskole i uge 7!

SIF Specifiktræning

22. december 2018, 14.39


Vil du træne dine individuelle færdigheder i et miljø, hvor du sættes i centrum? Så er SIF Specifiktræning noget for dig!



Som et supplement til din daglige fodboldtræning, tilbyder vi SIF Specifiktræning, hvor du får individuel opmærksomhed på et særligt udvalgt område. SIF Specifiktræning består af en SIF-træner og dig – samt op til tre af dine venner. Prisen pr. time gælder uanset hvor mange I er, og indholdet skal sammensættes blandt følgende moduler:



Modul 1 (obligatorisk): 
FUNdamentals, som består af grundlæggende motorik- og boldbasis. FUNdamentet for al træning, er beherskelse af kroppen i samspillet med bolden. Derfor indledes hvert træningspas med kropslige aktiviteter, som giver dig de bedste forudsætninger for indlæring af fodboldspecifik viden.



Modul 2 (valgfrit):
Bold og bevægelse, som består af tekniske områder baseret på den offensive del af fodboldspillet. Vi øver driblinger og finter, afslutninger samt aflevering/modtagelse. Det hele er sat ind i en fysisk, fodboldrelateret kontekst, så du kan overføre det direkte til spillet.



Modul 3 (valgfrit – dog kun for grupper af 2-4 spillere):
Positionsspecifik træning, som består af teknisk/taktiske områder i enten den offensive eller den defensive del af spillet. Denne træning kan kun afvikles i grupper af 2, 3 eller 4 spillere, og her arbejder vi med mantraet ”hvis jeg skal blive bedre, skal du være god”. Vælger du denne pakke, er det derfor afgørende, at du vælger dine træningsmakkere med omhu, da I sammen er ansvarlige for at gøre hinanden gode.



SIF Specifiktræning udbydes i samarbejde med SIF Elite, og du kan købe billetter via SIF Shoppen.


Visionsdag for SIFs bestyrelse

6. december 2018, 11.49


Onsdag 5. december valgte den samlede SIF-bestyrelse og Daglig Leder, Jacob Tind, at sætte fokus på hinanden - og klubben - i seks intensive timer. Det Nye SIF fortsætter sin udvikling, og fremstår endnu mere samlet end nogensinde før.




Fokus på præferencer og kompetencer


Rammerne for dagen bestod først i en erkendelse - og anerkendelse - af deltagerne, fortæller Jacob Tind:




- En grundforudsætning for enhver gruppes udvikling, er det enkelte medlems individuelle præferencer, sat i forhold til de øvrige medlemmer. Derfor startede vi dagen med at skabe en bevidsthed om, hvad der giver os energi - og hvad der dræner os for energi. Næste skridt var en åbenhed omkring, hvad der driver os som frivillige i en forening, og hvad vi ønsker for Det Nye SIF. Denne proces kan være svær at håndtere, men samtidigt er det afgørende for den fortsatte proces. 




Bestyrelsen i SIF prøvede kræfter med personprofiler, som efterfølgende kan benyttes i en målrettet rekruttering af nye medlemmer. Den gode gruppedynamik kræver forskellige typer, og dén indgangsvinkel er i sig selv brugbar i rekrutteringsøjemed.




Fra styrker og muligheder til SIFs eksistensberettigelse


Bestyrelsesmedlemmerne var efterfølgende i en interessant diskussion, hvor klubben blev omdrejningspunktet. Med afsæt i en SWOT-analyse, blev SIFs styrker og muligheder vendt og drejet, mens der også - i et konkurrenceperspektiv - blev kigget på svagheder og trusler.




Herfra var fokus sat på det store "Hvorfor" - nemlig årsagen til, at SIF overhovedet skal eksistere. Netop dette punkt har en særlig betydning, fortæller Jacob Tind:




- Som de ildsjæle vi er, har vi alle dage fundet på indsatsområder og andre ting, som kunne være spændende. I dag blev vi tvunget til at forholde os til "hvorfor", og det er faktisk sværere end man skulle tro. Det kræver argumentation og at man kommer helt ned til kernen. Og netop kernen er det, der er vores fundament. Med det på plads, kan vi begynde at drømme og sætte os målsætninger - og så er vi inde i det, der kaldes strategi, som er det langsigtede perspektiv. Det er i denne fase, at vi begynder at flytte SIF og skabe merværdi. Derfor er jeg meget glad for, at vi brugte tiden i dag, og jeg føler mig tryg ved den proces, vi nu har sat i gang.




Det Nye SIF i overskrifter


Det Nye SIF blev lanceret i foråret 2018, med ansættelsen af en Daglig Leder.



HR og uddannelse af trænerne var første indsatsområde - indtil videre har vi gennemført tre interne uddannelsesdage med et fagligt fokus.



Det Nye SIF har oprettet et Fodboldens Råd, som bistår med kompetencer inden for drift og udvikling.



Bestyrelsen i SIF har gennemført Visionsdag 2018.





Er du nysgerrig på SIF - og kunne du tænke dig at blive en del af familien? Så klik her.

SIF Fodboldskole til sommer

27. december 2018, 10.03



SIF afholder igen i 2019 en sommerfodboldskole for træningsparate piger og drenge i årgang 2010 - 2007. Det sker i uge 27 og uge 32, men billetsalget starter først til marts! Og hvorfor nu det?


 



Respekt for juleudgifterne



SIF har i mange år afholdt en DBU-fodboldskole, men i 2018 besluttede vi at udbyde vores egen; en fodboldskole med et tydeligt SIF-aftryk ud fra de holdninger og værdier, vi har til børnefodbolden. Ikke på grund af utilfredshed med DBUs fodboldskoler, som vi synes vældigt godt om, men fordi vi gerne vil være afsender på vores egne produkter.





Traditionelt har DBU startet deres billetsalg i marts måned, men som noget nyt i år, åbner deres billetsalg allerede i december. Og det med god grund; nu kan man købe en billet til sommerens fodboldskole som julegave. Isoleret set synes vi også, at det giver god mening.





Til gengæld synes vi ikke om, at forældre skal købe en billet seks måneder forud - og heller ikke på et tidspunkt, hvor der forventeligt er mange andre udgifter i forbindelse med julen. Disse to overvejelser er derfor hovedårsagen til, at vi først åbner billetsalget til marts. 





SIF Fodboldskole året rundt


Udover sommerens fodboldskoler, afviklede vi også en tilsvarende i uge 42. Og mon ikke, vi afvikler noget igen i uge 7 eller til Påske. Nærmere information dukker op her på siden til rette tid.





Eventuelle spørgsmål kan rettes til Daglig Leder, Jacob Tind.


Åben Træning i SIF Fodboldskolen

2. december 2018, 16.16


Er du født i årgang 2008, 2009 eller 2010, og har du lyst til at blive medlem i SIF Fodboldskolen?


Så kom til Åben Træning forud for den nye sæson!


Det foregår følgende dage:


Mandag 3.12 kl. 17.30-19.00


Onsdag 5.12 kl. 17.00-18.30


Torsdag 6.12 kl. 17.30-19.00


Der er nu lukket for nye ansøgere til SIF Fodboldskolen!


Træningen forestås af SIF Fodboldskolens egne trænere og der vil sidst på ugen være samtræning med de nuværende spillere i SIF Fodboldskolen på de enkelte årgange.


Ved spørgsmål eller andet kontaktes Peter Nielsen, daglig leder af og koordinator for SIF Fodboldskolen (SIF U9-12) på:


Mobil: 2284 8384 


Mail: [email protected]


Klubaften 14/11 hos Sport24

7. november 2018, 10.53

Fodbold Fitness til forældre

22. december 2018, 14.40



Silkeborg IF lancerer nu et tiltag til forældrene: Fodbold Fitness!





Mens børnene er til træning, kan SIF-forældre nu selv få sved på panden og gang i smilene, mens de i 60 minutter bliver guidet igennem forskellige fodboldaktiviteter. Daglig leder i SIF, Jacob Tind, varetager rollen som instruktør, og deltagerne kommer til at arbejde med pulstræning via småspil som alle - uanset niveau - har stort udbytte af.






Fodbold som en af de sundeste motionsformer


Indholdet i træningen har positive effekter på deltagernes hjerte-kredsløbs-fitness og muskelskelet-fitness. Det viser en række undersøgelser, som blandt andet DBU og DGI står bag. Og så er der endnu en væsentlig årsag til, at Fodbold Fitness vinder frem, fortæller Jacob Tind:






-Det sociale samvær, kombineret med puls og styrketræning undervejs gør, at det rent ud sagt er hamrende sjovt at være med til. Og det er en af de største årsager til, at vi synes, det er værd at investere tid i. Hvor meget griner du fx på en løbetur? 














Tilmeld dig holdet ved at klikke HER





Hør fortællingen om DM-guldet i 94

11. november 2018, 14.03



Historien om Silkeborg IFs Danmarksmesterskab i 1994 er genfortalt i podcast-serien "Superligaens Største Øjeblikke", som Mediano har udgivet. I fortællingen, der har en varighed på godt en time, kommer nogle af nøglepersonerne bag triumfen rundt om det drama, der måtte vente til de allersidste minutter med at blive udløst.




“Man må jo også sige, at den dramaturgi der ligger i det, man tror jo næsten ikke på, det er sandt… Det er jo ubetinget den mest dramatiske afslutning på et mesterskab nogensinde.” Sådan er SIF-legenden Morten Bruun citeret for at sige til Mediano.nu.






Historen burde næsten være pensum for alle Silkeborgensere. Lyt med og bliv grebet af stemningen ved at klikke HER.




Mediano-besøg om SIFs talentudvikling


Allerede tilbage i 2017 var Mediano på besøg hos Silkeborg IF for at sætte fokus på det store talentarbejde, som særligt i disse år bærer frugt. Det kan du høre mere om HER.






Mediano.nu beskriver sig selv som "stedet, der gør dig klogere på sport, og det skal være stedet for den seriøse fodboldjournalistik på alle platforme [...]". Mediet udkom i 2016 og har siden da udgivet et hav af artikler og podcasts om såvel dansk som udenlandsk fodbold, foruden afstikkere til områder som fx. ledelse.

Frivilligheden styrkes i SIF

13. september 2018, 13.56


De små ændringer i Det Nye SIF bliver langsomt mere tydeligt, samtidigt med at respekten for historien bevares. Her er det SIFs bestyrelse fotograferet i de nye Frivilligheds-trøjer foran den historiske mosaik med klubbens logo.







Symboler skal bære fortællingen om Frivillighed


Det er ikke kun for syns skyld, at SIFs bestyrelse ifører sig nye klæder. Bag forandringerne ligger også en symbolsk fortælling, forklarer Jacob Tind, daglig leder i SIF:







- I SIF er vi stolte af vores historie, der strækker sig over 100 år. Klubben har haft en stor indflydelse på rigtigt mange mennesker i SIFs levetid, og i disse år, hvor fart og fremdrift udfordrer frivilligheden, er det rart indimellem at kunne stoppe op og hvile i sin arv. Samtidigt er vi ved at lancere Det Nye SIF, hvor vi endnu har mange opgaver foran os. Det kræver fællesskab og synlighed, og det er lige præcis dét, som de røde Frivillighedstrøjer fortæller.







Vidste du, at SIF...


- sikrer grundig uddannelse af sine frivillige?


- sikrer mangfoldighed med fx Parasport og FodboldFitness?


- skaber oplevelser for børn og voksne?






Bestyrelsen i SIF kan kontaktes HER.




Parasport i Silkeborg IF

24. august 2018, 11.34


SIF tilbyder i samarbejde med Parasport Danmark, træning i klubregi for unge, yngre og voksne piger og drenge med specielle behov. Indtil videre fokuseres der på fodbold for spillere med indlæringsvanskeligheder og for udviklingshæmmede.





Holdet træner på Søholt hver mandag kl. 18.30 - 20.00 indtil oktober, hvorefter træningen rykker indendørs i vinterhalvåret. De eneste undtagelser er de dage, hvor Silkeborg IFs hold i Nordic Bet-ligaen spiller mandagskampe på JYSK park. 





Gratis adgang til JYSK park


Som medlem af holdet, får man gratis adgang til SIFs hjemmekampe på JYSK park, foruden den ugentlige træning. Bestyrelsesmedlem i SIF amatør, Jan Beck-Nielsen, fungerer som træner for Parasport-holdet, og han er glad for, at SIF også tilbyder fodbold til spillere med andre forudsætninger:





- Vi er glade for at kunne give dette tilbud til unge og ældre, som indtil nu ikke har haft mulighed for at udøve deres sport i et etableret klubmiljø. Det er vores holdning, at alle uanset forudsætninger, skal have mulighed for at spille fodbold. Alle er derfor velkomne til at møde op helt uforpligtende og prøve det af nogle gange, inden man beslutter om man vil fortsætte.





Parasport Danmark er et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF). Parasport Danmark har ca. 400 medlemsklubber med tilsammen ca. 13.200 medlemmer, som tilbydes aktiviteter inden for 33 idrætsgrene.





Læs mere om Parasport Danmark her.



SIF Fodboldskole i uge 42 er åben for tilmelding

15. august 2018, 09.39

SIF er igen klar med en Fodboldskole i skolernes ferie. Denne gang er det mandag til og med onsdag i uge 42, og målgruppen er drenge og piger født i årgang 2007 - 2010.


Der er fokus på kvalitet, få spillere pr. træner og individuelt fokus for spillere, der ønsker at blive dygtigere til at spille fodbold. Der er et begrænset antal pladser, så tøv ikke for længe!


Læs mere her.

SIF-trænere uddannes internt

13. september 2018, 13.57




Uddannelse er en afgørende del af trænerlivet i SIF!




Derfor indledte klubbens trænere sæsonen med den første af en række interne uddannelsesdage, der har til formål at øge kendskabet til fodboldtræning og spillestil i SIF. For mange trænere er skiftet fra 8-mands til 11-mands ofte vanskeligt, og især den taktiske del fylder en del. De interne uddannelsesdage er med til at klæde trænerne godt på, og samtidigt skaber det et fælles sprog.






Spillestil og træning som eliteholdene







Alle SIF-holdene følger en periodeplan, som dels er koblet på eliteholdene og som dels gør det muligt for trænerne at søge intern udvikling hos hinanden. Temaet her i opstarten er "possession", og det er en betydelig del af SIFs måde at spille fodbold på.



Træningen var derfor med U14-spillerne, og taktikken blev afprøvet både i praksis og på tavlen, som billedet afslører. Nu venter de første ugers intensive arbejde for trænerne, som forhåbentligt kan se deres spillere udvikle sig yderligere i SIF.

Flot afvikling af SIFs fodboldskole

11. juli 2018, 09.16


Fodboldglade børn kan fremover sætte et X i kalenderen i den første uge af skolernes sommerferie. I hvert fald ud fra dette års debut for SIFs helt egen sommerfodboldskole, som blev afviklet i perfekte rammer.





Ugen sluttede med småspil på JYSK park, hvor ovenstående foto blev taget.






Kvalitet frem for kvantitet


Det var netop spillet med bolden, der var omdrejningspunktet for ugen. SIFs filosofi for børnefodbold var rammen for dagenes indhold, og det betød, at der var lagt vægt på individuelle færdigheder og småspil. Der blev driblet, fintet, øvet boldmodtagelse og alle elementer blev bragt ind i små spil, som stillede krav til færdigheder og beslutninger. 





- Det er vigtigt for os i SIF, at vi tilbyder produkter, som vi kan stå inde for. Det gælder både i den daglige træning, såvel som i en fodboldskole som denne. Derfor har vi stort fokus på de fodboldmæssige ting, som vi kan stå inde for i børnefodbolden. Vi tilbyder fodboldundervisning, ikke børnepasning, lyder det fra Jacob Tind, daglig leder i SIFs amatørafdeling, som er arrangøren bag fodboldskolen.






Overskud går til uddannelse


Med 37 tilmeldte børn, var der mere end overbooket til SIFs første sommerfodboldskole, som blev afviklet i uge 27. Oprindeligt var loftet 24 børn, men øget interesse gjorde, at ekstra pladser blev udbudt, og det lod ikke til at være en udfordring for hverken trænere, Café Carlsberg eller de mange børn, som havde prioriteret en uge i fodboldens tegn.





Der er dog ikke udsigt til vokseværk foreløbigt, selvom rammerne er til det:




- Normeringen betyder meget for os, fordi vi ønsker kvalitet til den enkelte spiller. Derfor har vi plads til otte spillere pr. træner. Vi kan godt rumme op til 40 deltagere, men ikke mere end det. Vi ønsker individuelt fokus, og enhver, der har arbejdet med børn ved af erfaring, at det bliver en større udfordring desto flere børn, man har, lyder det fra Jacob Tind, som samtidigt pointerer, at deltagerprisen har en betydning.




- Det kostede kr. 1.100 for fire dage, og det er rimeligt i mine øjne. Årets resultat lander på et overskud på kr. 112 pr. spiller, og det er en fin buffer til uforudsete udgifter. Her kan jeg i øvrigt nævne, at overskuddet bruges målrettet til uddannelsen af nye, unge trænere. I foråret uddannede vi 18 nye børnetrænere, og det er et stærkt signal at sende, fortæller Jacob Tind.





Næste gang, SIF afholder en fodboldskole, bliver i uge 42, mandag til og med onsdag. Filosofien bliver den samme, for den er vigtig for SIFs arbejde med børnefodbold.





Oprykning til Serie 3

24. august 2018, 11.14




DBU Jylland har netop offentliggjort det såkaldte 2'er regnskab i serierækkerne, og det står klart, at Silkeborg IF rykker op i Serie 3 til den kommende sæson.




SIF havde et pointgennemsnit på 2,38 i forårets pulje, og det var mere end rigeligt til at slutte blandt de 12 bedste 2'ere på tværs af Serie 4. 




Første gang siden 2014


Til den kommende sæson kan SIFerne se frem til mulige lokalopgør mod B74 Silkeborg, Dansk TKF Silkeborg, FK73, Funder GF/SSIK, Lemming IF, Silkeborg Kammeraterne og Silkeborg KFUM. Serie 3 består af 8-holds puljer, så der er en teoretisk mulighed for, at alle disse hold kan komme i samme pulje. Det er i øvrigt første gang siden 2014, at SIF er at finde i Serie 3.

U17 og U19 i øverste DBU J-rækker

13. august 2018, 17.18




DBU Jylland har meddelt, at SIF deltager med U17- og U19-holdene i de øverste rækker i lokalunionen i den nye sæson. Det betyder, at de ældste ungdomsspillere fortsat får god kampmatchning i efteråret.




Samtidigt er SIF tilmeldt i "Kval-rækken" i henholdsvis U17 og U19. Det betyder, at de to hold har muligheden for at blive i de næstbedste jyske rækker, hvis resultaterne i de første fem kampe er med SIFerne. 




Masser af ungsenior-fodbold i SIF


Det Nye SIF har til efterårssæsonen følgende hold tilmeldt i de ældste rækker:


U19 Drenge Ligaen (eliteholdet)


U19 Drenge Liga 1


U19 Drenge Liga 2 kval


U17 Drenge Ligaen (eliteholdet)


U17 Drenge Liga 1


U17 Drenge Liga 2 kval

Sæson 18/19: Samarbejde med Silkeborg Efterskole

11. juli 2018, 09.30

Det Nye SIF er også at finde i samarbejdet med Silkeborg Efterskole i den nye sæson! Dermed er der fortsat tre U17-hold i SIF, hvor morgen- og eftermiddagstræning bliver hverdagen for mange spillere.




Mads Hamann, som både har en B-licens og er tovholder på SIFs første, egen sommerfodboldskole i uge 27, er i spidsen for spillerne om eftermiddagen. På billedet ses også Mads Steen fra Silkeborg Efterskole.


Er du årgang 2003/2002 og vil du spille i SIF?


Så tilmeld dig HER.



Sæson 18/19: U17 future opruster på trænerteamet!

25. juni 2018, 14.07

Det Nye SIF fortsætter med forberedelserne til den nye sæson, og endnu et hold har trænerbemandingen på plads; U17 future, som består af spillere i årgang 2003 og 2002, har fået et nyt trænerteam.


Det drejer sig om Oliver Quottrup og Nicolai Søndergaard, som er i gang med henholdsvis DBU B3- og DBU C1-uddannelsen. De to unge trænere kommer til at arbejde med U17 2. holdet, som går under betegnelsen "future", idet mange af spillerne optræder på Talent Team 9. klasse, som er en del af SIFs elitehold.


Er du født i årgang 2003/2002 og vil du spille i SIF?


Så tilmeld dig HER.


Fodboldskole i uge 27: nu åbnet med fire pladser!

11. juni 2018, 16.47

Der har været stor efterspørgsel på billetter til SIF Fodboldskole i uge 27, og derfor har vi åbnet for yderligere pladser. Der er lige nu fire pladser tilbage, så du skal nok ikke vente for længe hvis du vil med i denne omgang.




Køb din billet her




Det er første gang, SIF afholder sin egen fodboldskole i dette format. Vægten er lagt på udvikling og individuelt fokus, og hvis alt går vel, bliver det en årlig begivenhed.




Har du spørgsmål?


Så kontakt Jacob Tind på tlf. 2218 0775 eller mail: [email protected]


Sæson 18/19: U13 trænerteamet er på plads!

16. maj 2018, 11.14

Forberedelserne til den nye sæson i Det Nye SIF er godt i gang. Vi er glade for at kunne præsentere trænerteamet for U13, som består af spillere født i årgang 2006.





Nikolaj Kristensen og Oliver Ohms kommer til at stå i spidsen for U13 2. holdet, og dermed får de to unge trænere - som i øvrigt godt i gang med DBUs C1-uddannelse målrettet børn - mulighed for at blive en del af et stærkt, fagligt fodboldmiljø i SIF.





Dermed er grundstenen for Det Nye SIF lagt, og mon ikke der følger flere trænerteams i den kommende tid?





Er du født i årgang 2006 og vil du spille i SIF?


Så tilmeld dig HER.



11 nye dommere på vej

28. januar 2018, 21.15

Søholthuset lagde søndag 28. januar rammer til dommereksamen, og det har muligvis inspireret kursisterne til at give lidt ekstra. I hvert fald bestod samtlige 11 deltagere, og efter to kursusweekender på JYSK park, har SIF bistået i at få flere dommere til at dømme i lokalområdet.

Vidste du, at du kan tjene gode penge på at dømme allerede når du er fyldt 15 år?

Hvis du vil med på næste dommerkursus, så kontakt Jacob Tind på tlf. 2218 0775.

Seniorerne er startet

28. januar 2018, 21.10

Søndag 28. januar blev JYSK park indtaget af amatørafdelingens seniorspillere, da forårssæsonen blev skudt i gang. 

Her er der plads til både det grå guld, og dem, der stadig kan klare +60 minutter i et friskt tempo. 

Vil du med på holdet? Så kontakt Mads Halkier på tlf. 4070 1918. De træner tirsdag og torsdag omkring kl. 19.